søndag den 27. juli 2014

Om at blive SNYDT!!!



Man kan vælge at se forskelligt på livet. Man kan forsøge altid at have de positive briller på, hvilket jeg også forsøger, men nogle gange kan det virkelig være svært at bevare optimismen.

Det er ingen hemmelighed at det har været en hård sommer herhjemme. Det er hårdt at være for syg til selv at kunne tage vare på sine børn, og hårdt at bruge hele sommeren på at være sengeliggende.
Men jeg har hele tiden været optimistisk til dels fordi min mand og min familie har sørget for at mine børn har haft en god ferie, men også fordi vi havde en tur til Lalandia til gode, når jeg nu blev rask nok til det.

Min datter blev 10 år den 14. juli og det eneste hun ønskede sig var en tur til Lalandia, når mor blev rask. Her i familien er vores midler små, derfor blev jeg ekstra glad da jeg via dba.dk opdagede en der solgte et gavekort til Lalandia til 2000 kr. Det er virkelig mange penge for os, men hvis vi intet andet brugte penge på hele sommeren, var det en mulighed og ikke mindst noget vi kunne se frem til alle sammen.
Vi var mange der gerne ville købe det gavekort, men jeg var hurtigst. Vi fik overført pengene i en fart, og glæde os nu til at kunne glæde familien og ikke mindst Ida med denne gave.

Men vi ventede og ventede og modtog ikke noget gavekort. Jeg havde en dårlig mavefornemmelse fra start, men valgte at overhører den.

Men nu viser det sig at vi er blevet SNYDT - altså bevidst snydt. Personen findes ikke, adressen er fiktiv og telefon nummeret er deaktiveret.
Den blå avis kan ikke gøre noget, banken kan ikke gøre noget og politiet (som vi har meldt det til) har jeg ingen tillid til, vil gøre noget.

Tænk sig at man vælger at snyde, når jeg havde forklaret, at det var en gave til et barn. Det er mig uforståeligt!!!

Nu sidder jeg så her og skal forsøge at bevare optimismen - det er svært. Lige nu føles det lidt som at lyset for enden af tunnelen er blevet slukket. Sidste år havde vi indbrud og fik stjålet alt hvad vi ejede af værdi, netop natten efter min datters fødselsdag (hvor hun også mistede sine gaver), der var den sommer ødelagt - og så skal denne sommer byde på dette.

Jeg fortæller mig selv mange gange i disse timer - du har tre dejlige børn, du har livet. Der er mange i verden, der er i en situation, der slet ikke er til at sætte sig ind i, men lige nu gør det altså rigtig ondt i hjertet.

16 kommentarer:

  1. Åh, hvor er det dog uretfærdigt! Jeg håber, at I snarest kommer til at opleve medgang.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er frygteligt at blive snydt, men at det så er gået ud over min datter, det er næsten ikke til at bære. Jeg er om muligt nu blevet endnu mere skeptisk ved at købe noget på nettet.

      Slet
  2. Hvor er det bare træls at sådanne mennesker frarøver andre deres glæde og slipper afsted med det...håber vinden snart blæser med jer og ikke mod jer...

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja det er næsten ikke til at forstå at folk snyder. Og for os er det oven i købet oven på en sommer der har været skrækkeligt. Så ja tak, lidt medvind ville være dejligt.
      En dejlig sommer til dig.
      Kh Maria

      Slet
  3. Åh, hvor er det bare træls! Håber sådan at I får pengene tilbage - men kan godt se, at det ser håbløst ud. Det med at du er syg - det vidste jeg slet ikke. Må jeg spørge, hvad du fejler? Under alle omstændigheder håber jeg, at du er i bedring. Og ja, det er om at se på de lyse sider, selvom det nogle gange er svært.

    Kh
    Anna

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Anna.
      Det er ikke noget alvorligt - heldigvis. Men min livmoder har været sprunget (jeg har fået tre kejsersnit, og det er det ar der er gået op inde i livmoderen). Jeg har blødt uafbrudt i over et år, men de har ikke på sygehuset kunne finde ud af hvad der var galt?! Men i maj, blev jeg scannet igen, og der synes man at det lignede at der var et hul i min livmoder. Den 28. juni blev jeg så opereret. Jeg skulle kun have lappet det lille hul, men da man så kom ind i maven, viste det sig at livmoder var sprunget helt, og at den havde dannet arvæv med blæren, tarmene, mavesækken og bughulen. Så den skulle skæres fri af alt det.
      Så hvad jeg regnede med var en mindre operation, blev i stedet en 6 timer lang operation, hvor jeg vågnede op uden min livmoder.
      Jeg har efterfølgende været indlagt med yderligere komplikationer, men er nu i bedring. Men jeg har brugt det meste af min sommer på at ligge i sengen. Så det har været en lidt kedelig sommer for os alle herhjemme.

      Kh Maria

      Slet
    2. Åh, sikke noget. Det må ikke have været sjovt at skulle igennem. Men heldigvis, som du også siger, er det ikke noget, som bliver ved. Og hvor er det godt, at I i forvejen har tre børn. Rigtig god bedring. Og håber sådan, at I får jeres penge igen.

      Kh
      Anna

      Slet
    3. Ja jeg er lykkelig over at jeg har mine tre børn. Det kunne lige så godt have været efter det første kejsersnit, at jeg ikke var blevet syet ordentlig sammen. Og så havde jeg kun haft en enkelt. Så jeg er meget taknemmelig for, at jeg har tre børn, og at livmoderen holdt til dem alle.

      Slet
  4. Og så forstår jeg ikke, at banken ikke kan gøre noget - for den bankkonto, som pengene er sendt til, har vel en ejer?

    Kh
    Anna

    SvarSlet
    Svar
    1. Vi har lavet en indsigelse i banken, så ser de på det. Men som udgangspunkt kan vi ikke gøre noget, når det er en privat person. Men hvis politiet går ind i sagen, kan vi måske få pengene retur. Men det ser ikke for godt ud :(

      Slet
  5. Hvor er det dog uretfærdigt at sådanne mennesker findes!! Jeg bliver så eder spændt rasende!!

    Synes lige du skal hoppe en smut forbi Frk. TURKIS´ blog, måske det kan bringe lidt positivt med sig ;-)

    KH og masser af tanker
    Penille

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er så FANTASTISK at have vundet. Jeg kan slet ikke få armene ned af bar glæde. Jeg har aldrig vundet noget før, så at vinde så flot en gave lige nu, kunne ikke være mere vidunderligt. Jeg håber i den grad at det er vinden der vender :)

      Kh Maria

      Slet
  6. Fy føj, at nogen kan finde på sådan noget....

    Jeg håber for jer at vinden snart vender.

    Kh Camille Milk

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er utroligt, men der er desværre nok mange der bliver udsat for sådan noget. Men det er møg ærgeligt at det i den grad går ud over børn. Jeg tænker at det må være en der virkelig er på den, der kan finde på at gøre sådan noget.

      Kh Maria

      Slet
  7. Sikke en trist historie, både med snyderiet og din sygdom.
    Jeg glæder mig over at det var dig som vandt hos Frk TURKIS, det har du fortjent.
    Det må bestemt være et tegn på, at bedretider er i vente.
    Er spændt på at se hvad du finder på at sy af pakken fra STOF 2000. :o)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak skal du have. Jeg er altså også virkelig glad over at have vundet den give away, og jeg glæder mig så meget til at få syet lidt til min lille dreng, der er vokset ud af alt hans tøj.

      Slet