fredag den 31. maj 2013

Den dag min verden væltede


Der har været stille på bloggen, men ikke i mit sind. Tusind tanker har været igennem mit hoved og en kæmpe angst har fyldt hele min krop.
Jeg fik for en måned siden konstateret svære celleforandringer i min livmoderhals. Et helt almindelig rutine tjek fik pludselig en hel anden drejning end jeg havde ventet. Hvad nu?? Har jeg kræft?? Skal jeg dø?? Spørgsmålene er mange - svarerne få.
Få dage efter blev jeg opereret første gang, fik fjernet lidt af livmoderhalsen, for at de kunne sende vævet til analyse, for at finde ud af om det var noget alvorligt.
Dejligt hurtigt at blive opereret - FRYGTELIGT at skulle vente på svar. Op til 5 uger sagde lægen, efter fem døgn var jeg klar til den lukkede. Jeg kunne ikke finde ro, andet end i at være sammen med mine børn. Som i hele døgnet.
Jeg fik heldigvis svar efter 8 døgn, men ikke et positivt svar. Ondt væv der skulle væk. Så jeg blev opereret igen, få dage efter - og så skulle jeg igen vente på svar. Jeg har aldrig prøvet noget så forfærdeligt som at gå at vente på sådan en dom. Jeg har aldrig været så bange i hele mit liv. Det kunne da ikke være rigtig, at jeg skulle have kræft, og endnu mere forkert hvis jeg skulle forlade mine små børn og så i en alder af 29 år??
Og hvad man ikke pludselig kan mærke af symptomer, symptomer jeg længe havde ignoreret og slået væk som værende ingenting. Var disse symptomer i virkeligheden tegn på at jeg havde kræft i hele underlivet???
Yderligere 6 døgn gik der før min læge ringede til mig. Jeg er smittet med hpv-virus (den virus der kan udvikle sig til livmoderhalskræft). Der havde været nogle meget aggressive celler i det væv der var blevet taget ud, celler der med stor risiko hurtigt havde kunne udvikle sig til kræft. Men at man ud fra prøverne kunne se, at det hele var kommet med ud, og at det ikke havde nået at sprede sig yderligere. Han gjorde det meget klart for mig, at det var rigtig godt at jeg var kommet nu, for det var meget aggressive celler.

Nu er jeg lettet, meget lettet. Selvfølgelig chokeret over, at jeg har været så tæt på at være rigtig alvorlig syg. (Jeg skal gå til meget kontrol for at kontrollere at det ikke kommer igen). Men heldigvis ikke er det. Jeg har det som om at jeg har fået livet foræret på ny. Og det skal leves.

Så nu kan verden bare komme an, og om muligt elsker jeg mine børn endnu mere end før, og jeg ved lige præcis hvordan min tid skal prioriteres - den skal tilbringes med børnene.

9 kommentarer:

  1. Kære Maria.
    Hold nu op hvor jeg føler med dig. For præcist et år siden stod jeg på samme sted som dig. Og for at gøre en længere fortælling kort, så fik min mor besked om cancer, med verdens mindste overlevelses-chance. Pludselig så ens problemer latterlige ud, og tanken om at hendes "små" børn skulle undvære sin mor, den gjorde intet bedre (jeg har en del mindre søskende). De kunne ikke bestemme præcist om der var noget. De kunne se det på skanninger og de var parat til at booke operation med det samme, og selvom den så viste sig ikke at være til stede, så ville de fuldføre operationen. En operation hvor man ikke kan have et normalt liv senere. Heldigvis blev de overtalt til flere tests, og det viste sig ikke at kunne påvises at der var noget. Men jeg kan ikke lade vær at tænke, hver dag, hvd hvis de tager fejl? Hvad hvis den var der og nu er det hele endnu mere for sent? Det er tanker som sikkert også går igennem dit hoved om og om igen. Hvad hvis den pludselig ikke bliver opdaget og når at sprede sig? Jeg har desværre ufattelig lidt tiltro til vores sygehusvæsen, da jeg har mistet mine bedsteforældre netop fordi lægerne var for langsomme. Så du må virkelig virkelig love mig, forhold dig så kritisk du overhovedet kan, og find dig ikke i noget. Det er dit liv det handler om, det er dine børns mors liv, vær på den sikre side. Og så er jeg så glad for at høre at de reagerede med operation med det samme. Men jeg er nødt til at spørge - hvad er grunden til de ikke fjerner hele din livmoder? Har du fået de børn du skal ha?
    Mange mange tanker herfra som en der næsten har stået i samme situation og nyd hvert sekund af livet!

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Anne-Sofie.
      Ja du kender til at stå lige midt i alt dette, som jeg lige har stået i og til dels stadig står i. Jeg er glad for at høre at der tilsyneladende ikke var noget med din mor alligevel, men forstår bestemt godt din bekymring. For hvad nu hvis der alligevel var noget, og særligt når man ved at med kræft skal man i behandling hurtigst muligt. Men hvordan kan man give et menneske sådan en besked, og så tage fejl?
      Mht manglende tiltro til vores sygehusvæsen, er jeg selv meget kristisk anlagt, forstået på den måde at jeg ikke tager en enkels læge for gode varer. I hvert fald ikke når det er noget så alvorligt. Og selv om at alle test svar nu er positive (altså med gode resultater), tænker jeg meget på, hvad hvis det så bare er et andet sted i kroppen, eller hvad hvis det kommer igen i næste uge.
      Men for ikke at blive bims i hoved, har jeg valgt at stole på at alt er væk (i hvert fald for nu), men er tryk ved at jeg skal gå til kontrol hver 3. måned i hvert fald et år frem.
      Jeg var "heldig" at komme til så hurtigt, af flere årsager. For det første har jeg en fantastisk praktiserende læge, dernæst er jeg meget stædig hvad sådanne ting angår, og for det 3. er der en historik i min familie der gør, at sådanne test svar skal der reageres på med det samme.
      De har valgt ikke at fjerne hele livmoderen, da jeg havde så lang en livmoderhals at de har kunne fjerne væv af fire omgange, og i de sidste to omgange (de tager ca. 1½ cm pr. gang), var der ingen celleforandringer. Hvis der ved næste kontrol om 3 måneder, er den mindste tegn på celleforandringer, så bliver den fjernet helt. Og så er jeg jo bare rigtig lykkelig for at jeg har fået tre skønne børn.
      Det er utroligt at tingene skal sættes sådan på spidsen for virkelig at nyde livet fuldt ud - for det synes jeg nu ellers at jeg har gjort førhen også, men de små problemer bliver pludselig meget meget små.
      Jeg sender dig mange varme tanker tilbage. Og tak fordi du ville dele dine ord med mig.
      Kh Maria

      Slet
  2. Kære Maria

    Sikke en historie. Kræft er en frygtelig sygdom. Hvor er jeg glad for, at du kom afsted, og at det ser ud til at være væk.

    Kh
    Anna

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Anna.

      Tak for din hilsen. Ja det er en frygtelig sygdom, og jeg kan bestemt kun opfordre folk til at gå til lægen til de kontroller og ellers mærke efter på egen krop.

      Jeg håber, krydser fingre for og tror på at jeg kom i tide - og ikke skal nogen steder før om hundrede år ;)

      Kh Maria

      Slet
  3. Kære Maria, det må have været en svær tid. Jeg synes det er fantastisk at du bruger det så positivt - stærkt og meget, meget dejligt :)
    Mange hilsner,
    Mette

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Mette.
      Det har bestemt ikke været let, slet ikke psykisk. Men jeg håber og tror på det bedste nu.
      KH
      Maria

      Slet
  4. Årh, nej - kan godt forstå din verden gik i stå! Det må være enhver mors mareridt - er glad for at læse at det blev opdaget i tide.

    Jeg har ikke altid været helt godt til at overholde de kontroltider man automatisk får tilbudt, men det ændrede sig da Mads kom til. Om en måned er jeg igennem HPV-vaccinen.

    De bedste ønsker og håb for næste test.

    Kh. Pia

    SvarSlet
  5. Kære Pia.
    Jeg har heller aldrig været god til at huske alle de kontroller, og jeg tænker ofte på at få ting gjort, og så bliver det bare ikke til noget. Men dette her har i den grad lært mig at man også skal huske at passe på sig selv, og ikke kun sine børn. Jeg kunne jo aldrig drømme om ikke at få kontrolleret selv det mindste, når det er noget med mine børn.

    Dejligt at du næsten er igennem HPV-vaccinen. Jeg skal have den første på onsdag, en ting mine forældre med det samme forærede mig. Og min læge og speciel læger anbefalede mig også at få den. For selv om jeg allerede er smittet med den virus, kan min krop tilsyneladende ikke selv nedbryde den, og det kan vaccinen også hjælpe med.

    Tak Pia, det håber jeg også.

    Kh

    Maria

    SvarSlet
  6. Pyha Maria sikke noget, det er simpelthen den grimmeste skumle sygdom:-(
    Har selv 2 veninder og 1 bekendt med svære celleforandringer, det er skræmmende så udbredt det er blevet,

    SvarSlet