Der har været stille på bloggen, men ikke i mit sind. Tusind tanker har været igennem mit hoved og en kæmpe angst har fyldt hele min krop.
Jeg fik for en måned siden konstateret svære celleforandringer i min livmoderhals. Et helt almindelig rutine tjek fik pludselig en hel anden drejning end jeg havde ventet. Hvad nu?? Har jeg kræft?? Skal jeg dø?? Spørgsmålene er mange - svarerne få.
Få dage efter blev jeg opereret første gang, fik fjernet lidt af livmoderhalsen, for at de kunne sende vævet til analyse, for at finde ud af om det var noget alvorligt.
Dejligt hurtigt at blive opereret - FRYGTELIGT at skulle vente på svar. Op til 5 uger sagde lægen, efter fem døgn var jeg klar til den lukkede. Jeg kunne ikke finde ro, andet end i at være sammen med mine børn. Som i hele døgnet.
Jeg fik heldigvis svar efter 8 døgn, men ikke et positivt svar. Ondt væv der skulle væk. Så jeg blev opereret igen, få dage efter - og så skulle jeg igen vente på svar. Jeg har aldrig prøvet noget så forfærdeligt som at gå at vente på sådan en dom. Jeg har aldrig været så bange i hele mit liv. Det kunne da ikke være rigtig, at jeg skulle have kræft, og endnu mere forkert hvis jeg skulle forlade mine små børn og så i en alder af 29 år??
Og hvad man ikke pludselig kan mærke af symptomer, symptomer jeg længe havde ignoreret og slået væk som værende ingenting. Var disse symptomer i virkeligheden tegn på at jeg havde kræft i hele underlivet???
Yderligere 6 døgn gik der før min læge ringede til mig. Jeg er smittet med hpv-virus (den virus der kan udvikle sig til livmoderhalskræft). Der havde været nogle meget aggressive celler i det væv der var blevet taget ud, celler der med stor risiko hurtigt havde kunne udvikle sig til kræft. Men at man ud fra prøverne kunne se, at det hele var kommet med ud, og at det ikke havde nået at sprede sig yderligere. Han gjorde det meget klart for mig, at det var rigtig godt at jeg var kommet nu, for det var meget aggressive celler.
Nu er jeg lettet, meget lettet. Selvfølgelig chokeret over, at jeg har været så tæt på at være rigtig alvorlig syg. (Jeg skal gå til meget kontrol for at kontrollere at det ikke kommer igen). Men heldigvis ikke er det. Jeg har det som om at jeg har fået livet foræret på ny. Og det skal leves.
Så nu kan verden bare komme an, og om muligt elsker jeg mine børn endnu mere end før, og jeg ved lige præcis hvordan min tid skal prioriteres - den skal tilbringes med børnene.